Dette juleeventyr hander om en gammel nisse, som hedder Rumlebum. Han bor i et lille hus midt på øen Mors. Her har nissen det godt. Der er for nylig flyttet en ny familie ind i huset. Børnene er meget søde ved husets nisse og husker at give ham grød og lun juleøl. Til gengæld sørger Rumlebum for godmodige drillerier og masser af sjove overraskelser til børnene. Men en dag køber familien en hund, og nu glemmer børnene helt at forkæle nissen. Rumlebum føler sig overset, og som enhver rigtig nisse, der føler sig uretfærdigt behandlet, viser Rumlebum nu familien, hvor galt det kan gå, hvis man ikke tager sig ordentligt af sin nisse. Juleeventyret om Rumlebum er fundet på af Sif Bas, som er så heldig at dele hus med Rumlebum. Da Sif var 9 år gammel, udgav hun sammen med sin mor hver dag i december en julehistorie på Facebook om Rumlebum. De er de historier, de har samlet her i bogen.

Sif Bas går i fjerde klasse og har altid været meget glad for jul. Hun går med julepynt i håret året rundt og ved alt, hvad der er at vide om nisser. Faktisk er hun nisseekspert. Derfor er hun den helt rigtige til at fortælle om alle de spændende oplevelser, man får, når man bor sammen med en nisse som Rumlebum.